GAS
Forretningsbetingelser
Energiselskabet Elg ApS
CVR-nr.: 43346210
Møllergade 16.1
DK-5700 Svendborg
LEVERINGS- OG ABONNEMENTSBETINGELSER FOR ELHANDEL (GÆLDENDE FRA DEN 1. MARTS 2025)
Leveringsbetingelser for aftale om salg af naturgas – privatkunder
Dato (senest opdateret den): 27. maj 2025.
1 Generelle leveringsbetingelser for naturgas fra Energiselskabet Elg
1.1 Generelt
1.1.1 Denne aftale om levering af naturgas indgås mellem Energiselskabet Elg ApS CVR-nr. 43346210, og kunden. Aftalen gælder for Energiselskabet Elgs salg af naturgas til forbrugeren.
1.1.2 Aftalen gælder for levering af naturgas til privatkunder/forbrugere, der køber naturgas til eget (ikke erhvervsmæssigt) forbrug. De generelle leveringsbetingelser er en integreret del af aftalen mellem kunden og Energiselskabet Elg, og inkluderer også den ordrebekræftelse, der er sendt til kunden.
2 Fortrydelsesret og opsigelse af kundens naturgasaftale hos anden leverandør
2.1 Kundeforholdet
2.1.1 Kunden indgår en bindende aftale med Energiselskabet Elg, når kunden fx via telefon, e-mail eller via vores hjemmeside, godkender tilmelding og køb af naturgas igennem Energiselskabet Elg.
2.1.2 I forbindelse med Aftalens indgåelse modtager Energiselskabet Elg til brug af kundeoprettelsen de nødvendige data. Kunden giver ved Aftalens indgåelse fuldmagt til at meddele kundens eksisterende naturgas-leverandør, at kunden skifter og dermed at opsige kundens kundeforhold hos kundens eksisterende narturgas-leverandør, så den nye leverance af naturgas fra Energiselskabet Elg kan påbegyndes. Kunden giver ligeledes Energiselskabet Elg fuldmagt til at indhente den nødvendige information fra kundens eksisterende naturgas-leverandør og fra det relevante distributionsselskab i forbindelse med kundens skift af naturgas-leverandør.
2.1.3 Energiselskabet Elg er ikke ansvarlig for konsekvenserne af kundens opsigelse af sin nuværende naturgas-leverance.
2.2 Fortrydelsesret
2.2.1 Forbrugere har 14 dages fortrydelsesret beregnet fra datoen for start af levering fra Energiselskabet Elg. Fortrydelsesfristen betyder, at kunden har 14 dage fra starten af levering til at give Energiselskabet Elg besked, hvis kunden ønsker at fortryde Aftalen. Aftalen kan fortrydes ved at sende en mail til kundeservice@energiselskabetelg.dk.
2.3 Tilbagebetaling ved udnyttelse af fortrydelsesretten
2.3.1 Hvis kunden fortryder sit køb, vil eventuelle forudbetalinger som udgangspunkt blive refunderet.
2.3.2 Energiselskabet Elg vil dog opkræve en rimelig betaling, for den del af ydelsen, der allerede er leveret på fortrydelsestidspunktet. Betalingen vil afhænge af naturgasforbruget opgjort i m3 for den periode, kunden har modtaget naturgas fra Energiselskabet Elg, og den gældende pris for kundens produkt hos Energiselskabet Elg.
2.3.3 Hvis kunden fortryder Aftalen, refunderer Energiselskabet Elg et eventuelt tilgodehavende uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dag, hvor vi har modtaget besked om at kunden vil fortryde Aftalen.
2.3.4 Hvis kunden fortryder aftalen med Energiselskabet Elg, er det vigtigt at sikre, at adressen bliver tilmeldt en ny naturgasleverandør, hvis der ikke allerede er en eksisterende aftale. Ellers kan kunden risikere, at naturgasleverancen ophører.
3 Forholdet til distributionsselskabet og tilslutning til naturgasforsyningsnettet
3.1 Forholdet til distributionsselskabet
3.2 Når der i disse betingelser refereres til ”distributionsselskabet”, er det en henvisning til det for kunden relevante naturgasdistributionsselskab, som forestår transport af den leverede naturgas fra det kollektive naturgasforsyningsnet og til forbrugsstedet. Distributionsselskabet varetager således forsyning og transport af naturgas via det kollektive naturgasdistributionsnet, mens Energiselskabet Elg varetager levering af naturgas til kunden.
3.2.1 Forholdet mellem kunden og distributionsselskabet er reguleret af distributionsselskabets til enhver tid gældende betingelser for tilslutning til og brug af det kollektive naturgasforsyningsnet. Kunden er ansvarlig for til enhver tid at opfylde distributionsselskabets betingelser, som kan findes på det relevante distributionsselskabs hjemmeside.
3.2.2 Energiselskabet Elg har fuldmagt til at repræsentere kunden i forbindelse med leverandørskifte over for Energinet og distributionsselskabet, som håndterer måledata, stamdata, nødvendige transaktioner og kommunikation mellem naturgasmarkedets aktører i Danmark. Mister kunden sin adgang til forsyningsnettet, uanset årsagen hertil, kan Energiselskabet Elg ikke holdes ansvarlig for opfyldelse af Aftalen og disse betingelser.
3.3 Det er en grundlæggende forudsætning for Aftalen og Energiselskabet Elgs leverance af naturgas, at kunden til enhver tid er tilsluttet det kollektive forsyningsnet via det distributionsselskab, kunden naturligt hører til grundet den geografiske placering af kundens leveringsadresse, og til enhver tid opfylder de dele af distributionsselskabets betingelser, der er nødvendige for, at Energiselskabet Elg kan opfylde sin leveringsforpligtelse over for kunden.
3.4 Ved et leverandørskifte (fx når Energiselskabet Elg og kunden har indgået en aftale) skal kundens naturgasmåler registreres af Energiselskabet Elg. Energiselskabet Elg foretager denne registrering fra centralt hold og kunden skal ikke gøre noget i den forbindelse. Energiselskabet Elg repræsenterer herefter kunden over for kundens distributionsselskab.
4 Behandling af personoplysninger
4.1 Som led i Aftalens indgåelse og opfyldelse og af hensyn til Energiselskabet Elgs løbende administration af kundeforholdet indhenter og behandler Energiselskabet Elg en række personoplysninger om kunden. Ved køb af naturgas har Energiselskabet Elg brug for at behandle kundens personoplysninger, herunder bl.a. navn, adresse, tlf.nr., e-mailadresse og betalingsoplysninger.
4.2 For at kunne oprette kunden hos distributionsselskabet, er det også nødvendigt for Energiselskabet Elg at behandle kundens CPR-nummer. Det bliver naturligvis behandlet fortroligt.
4.3 Energiselskabet Elg registrerer og videregiver kun de personoplysninger, som er nødvendige for at kunne levere ydelsen til kunden.
4.4 Oplysningerne anvendes til administration af kundeforholdet, herunder kreditvurdering, gennemførelse af naturgasleverancen og faktureringen. Energiselskabet Elg er berettiget til at videregive oplysningerne til andre, herunder det offentlige, hvis det er nødvendigt for at varetage leverancen og forpligtelserne efter aftalen samt, hvor det er i overensstemmelse med rettigheder og forpligtelser efter lovgivningen i øvrigt.
4.5 Personoplysningerne registreres hos Energiselskabet Elg og opbevares så længe, kunden er i et løbende kundeforhold. Når kundeforholdet ophører og alle udeståender er afviklet, opbevarer Energiselskabet Elg de relevante oplysninger i op til yderligere 5 år fra udgangen af regnskabsåret, i henhold til bogføringslovens regler. Derefter slettes oplysningerne, medmindre der undtagelsesvist er behov for at opbevare personoplysningerne i en længere periode. Det vil som udgangspunkt kun være relevant, hvis det er nødvendigt at opbevare oplysningerne for at gøre et krav gældende eller for at forsvare os mod krav, der er rejst mod Energiselskabet Elg.
4.6 Energiselskabet Elg samarbejder herudover med en række andre virksomheder, som opbevarer og behandler personoplysninger på Energiselskabet Elgs vegne (også kaldet ”databehandlere”). Disse databehandlere behandler udelukkende personoplysningerne på Energiselskabet Elgs vegne og efter Energiselskabet Elgs instruks, og må således ikke anvende personoplysningerne til egne formål.
4.7 Energiselskabet Elg samarbejder kun med databehandlere inden for EU eller i tredjelande, der kan give dine personoplysninger en tilstrækkelig beskyttelse i overensstemmelse med de databeskyttelsesrettigheder, der følger af EU-retten, herunder databeskyttelsesforordningen (”GDPR”) og EU-chartret.
5 Kreditvurdering
5.1 Forud for aftalens indgåelser kan Energiselskabet Elg foretage en kreditvurdering af kunden blandt andet ved indhentelse af oplysninger fra et godkendt kreditoplysningsbureau.
5.2 Det kan være en forudsætning for Energiselskabet Elg for indgåelsen af aftalen, at: (i) der kan ske en kreditgodkendelse af kunden, (ii) kunden ikke er registreret i et kreditoplysningsbureau, f.eks. RKI eller Debitorregistret, og (iii) kunden ikke er i restance med betalingen for et tidligere eller andet eksisterende aftaleforhold vedrørende levering af el eller gas med Energiselskabet Elg.
5.3 Energiselskabet Elg forbeholder sig retten til, i hele aftaleperioden, løbende at modtage kreditoplysninger fra uafhængige kreditoplysningsbureauer.
5.4 Hvis der er grund til at forvente manglende betalingsevne/vilje hos kunden, kan der stilles krav om, at kunden stiller sikkerhed i form af kontant depositum eller anden sikkerhed, som vilkår for indgåelse af eller fortsat naturgas-leverance under Aftalen i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler. Se også afsnit 12 om sikkerhedsstillelse.
6 Markedsføring
6.1 Hvis kunden har givet Energiselskabet Elg samtykke til at blive kontaktet med markedsføringsmateriale (tilbud på e-mail, sms, brev eller telefon), kan kunden til enhver tid tilbagekalde samtykket, enten direkte i afmeldelseslinket i e-mailen (hvis markedsføringen sendes pr. e-mail) eller ved at sende en e-mail med besked om tilbagekaldelse af samtykket til gdpr@energiselskabetelg.dk eller kundeservice@energiselskabetelg.dk.
7 Flytning af adresse
7.1 Ved flytning af adresse (forbrugssted) følger Aftalen med kunden til kundens nye adresse, medmindre kunden aktivt vælger at opsige Aftalen og skifte til en anden naturgasleverandør. Energiselskabet Elg har i forbindelse med flytning af adresse fuldmagt til indhentning af nødvendig information fra distributionsselskabet og til registrering af Energiselskabet Elg som naturgasleverandør på den nye adresse (hvis Aftalen skal følge med til den nye adresse).
7.2 Kunden er forpligtet til at kontakte Energiselskabet Elg senest 7 hverdage før flytning, så kundens adresseflytning registreres rettidigt og således at Energiselskabet Elg kan levere naturgas til kundens nye adresse.
7.3 Hvis kunden og kundens samlever/ægtefælle begge står på Aftalen, skal kunden være opmærksom på, at kunden skal anmode om at blive slettet fra Aftalen, hvis kunden flytter, selvom samleveren/ægtefællen bliver boende på aftageradressen. Kunden kan i disse tilfælde afmelde sig med én dags varsel, hvis samleveren/ægtefællen fortsætter med at få leveret naturgas til adressen. Energiselskabet er berettiget til at anmode om dokumentation for kundens fraflytning.
7.4 Ved dødsfald, begæring om rekonstruktionsbehandling, begæring om konkurs eller indledning af gældssanering skal Energiselskabet Elg straks underrettes herom, og måleren skal straks aflæses.
7.5 Hvis flytningen ikke meldes til Energiselskabet Elg rettidigt eller korrekt, vil der blive opkrævet et gebyr for håndtering af dette.
8 Produktinformation og valg af produkt
8.1 Det fremgår af den indgåede Aftale, og den fremsendte ordrebekræftelse til kunden, hvilken leverance og hvilket produkt, der er aftalt mellem Energiselskabet Elg og kunden.
8.2 Kunden kan til enhver tid via selvbetjeningen se valgte produkter og faktura.
9 Måling og afregning af forbrug
9.1 Måling af forbrug
9.1.1 Energiselskabet Elg afregner den forbrugte naturgas på baggrund af data, som distributionsselskabet stiller til rådighed for Energiselskabet Elg. Hvis der er tvivl om de modtagne oplysninger fra distributionsselskabet, kan både kunden og Energiselskabet Elg henvende sig til det tilhørende distributionsselskab. Har kunden mistanke om, at måleren er beskadiget, står stille, registrerer forkert eller på anden måde fungerer unormalt, er kunden forpligtet til straks at underrette distributionsselskabet.
9.1.2 Kunden hæfter for efterreguleringer, der følger af forsinkede forbrugsdata, distributionsselskabets korrektion af målerdata efter målefejl. Ved manglende eller fejlagtige målerdata, afregner Energiselskabet Elg på basis af kundens tidligere forbrug og øvrige oplysninger om kunden og forbrugsmønsteret. Det er kundens pligt at sikre, at Energiselskabet Elg modtager de nødvendige måleraflæsninger, f.eks. ved at foretage og indsende korrekt selv-aflæsning, når dette kræves af distributionsselskabet.
9.1.3 Kunden giver ved indgåelse af Aftalen sit udtrykkelige samtykke til, at Energiselskabet Elg indhenter oplysninger om Kundens forventede årsforbrug via distributionsselskabet.
9.2 Afregning
9.2.1 Alle kunder vil modtage en aconto opkrævning når de bliver aktive hos Energiselskabet Elg. Første aconto opkrævning vil være et fast beløb, som angivet for det valgte produkt, hvis Energiselskabet Elg ikke kender kundens årsforbrug på opkrævningstidspunktet.
9.2.2 Medmindre andet er aftalt ved Aftalens indgåelse, bliver kunden herefter opkrævet aconto forud for de kommende 3 måneders forventede forbrug på adressen baseret på det forventede årsforbrug. Faktureringen sker hvert kvartal.
9.2.3 Acontobetalingerne beregnes som periodens andel af kundens forventede årsforbrug til en estimeret naturgaspris svarende til forbruget i aconto-perioden.
9.2.4 Det forventede årsforbrug baseres på oplysninger fra kundens distributionsselskab. Afregning af kundens faktiske forbrug sker løbende, baseret på måleraflæsninger som Energiselskabet Elg modtager fra kundens distributionsselskab.
9.2.5 Efter aflæsninger af forbruget på kundens naturgasmåler, foretager Energiselskabet Elg korrektioner i forhold til acontobetalingerne, og samtidig tilrettes fremtidige aconto opkrævninger. Energiselskabet Elg forbeholder sig dog retten til uden varsel at ændre aconto opkrævningerne, hvis forbruget ændrer sig væsentligt eller i øvrigt ikke svarer til Energiselskabet Elgs forventninger.
9.2.6 Kunden vil modtage to separate fakturaer, én fra Energiselskabet Elg og én fra distributionsselskabet.
9.2.7 Energiselskabet Elg opkræver kunden for kundens naturgasforbrug beregnet pr. m3 forbrugt naturgas samt moms og eventuelle bidrag og gebyrer, som Energiselskabet Elg bliver pålagt fra distributionsselskabet. Distributionsselskabet opkræver kunden for brug af naturgas-forsyningsnettet samt offentlige skatter og afgifter (se også afsnit 11.5 om naturgasprisens opbygning).
9.2.8 Ved for sen betaling af en faktura beregnes renter i henhold til rentelovens bestemmelser. Ved for sen betaling udsendes rykkerbrev. Der beregnes et rykkergebyr på aktuelt 100 kr. pr. rykker. Manglende betaling giver Energiselskabet Elg ret til med det i lovgivningen fastsatte varsel at iværksætte ophør af leverancen.
9.3 Årlig opgørelse
9.3.1 Kunden modtager en årlig opgørelse af kundens naturgasforbrug fra Energiselskabet Elg, som bliver faktureret sammen med den næste aconto-afregning.
10 Beskrivelse af leverancen
10.1 Leverancen fra Energiselskabet Elg omfatter levering af naturgas samt transmission til kundens adresse, men er eksklusive distribution (fra distributionsselskabet) samt offentlige skatter og afgifter, der opkræves af distributionsselskabet. Leveringsstedet er den af kunden oplyste adresse. Energiselskabet Elg har ret til midlertidigt at ophøre med leverancen i de tilfælde, hvor distributionsselskabet afbryder gasforsyningen. Energiselskabet Elg forpligter sig til at levere naturgas, der på leveringsstedet opfylder de til enhver tid gældende kvalitetsspecifikationer i gasreglementet.
10.2 Leverancens kvalitet skal opfylde de til enhver tid gældende kvalitetsspecifikationer, som fremgår af distributionsselskabets tilslutningsbestemmelser og/eller offentlige forskrifter. Kunden skal informere Energiselskabet Elg om forhold, som kan have betydning for Energiselskabet Elgs mulige levering, fx større ændringer i kundens forventede forbrug. Hvis det bliver nødvendigt, kan Energiselskabet Elg henvise kunden til tage kontakt med distributionsselskabet.
10.3 Købelovens almindelige mangelsregler, herunder om reklamationsret, gælder ikke på samme måde for abonnementer som for andre typer af (fysiske) produkter. Hvorvidt kunden har 2 års reklamationsret efter reglerne i købeloven, afhænger derfor af, hvad der konkret skal leveres i henhold til abonnementsaftalen.
11 Pris og betalingsvilkår
11.1 Pris
11.1.1 Alle priser er oplyst inkl. moms medmindre andet tydeligt er oplyst. De aktuelle priser gældende for kundens abonnement vil fremgå af kundens selvbetjening, samt af kundens faktura.
11.1.2 Prisen for kundens naturgasforbrug opgøres i m3 for den periode, hvor kunden har modtaget naturgas fra Energiselskabet Elg, baseret på den gældende naturgaspris for kundens abonnement.
11.2 Betaling og gebyrer
11.2.1 På hver faktura opkræves et faktureringsgebyr på 49 kr. for udstedelse og håndtering af betaling af faktura, hvis der ikke er sket tilmelding til automatisk opkrævning med Betalingsservice, kreditkort eller Mobilepay. Kunden kan tilmelde fakturaen til automatisk opkrævning både via ’Min Side’ og/eller ved at skrive en mail til kundeservice@energiselskabetelg.dk.
Hvis kunden har tilmeldt sig automatisk opkrævning, men betalingen ikke kan gennemføres og/eller efterfølgende bliver afvist af kundens bank eller kortudbyder, forbeholder Energiselskabet Elg sig retten til at ændre kunden tilbage til manuel fakturabetaling med tilhørende faktureringsgebyr på 49 kr.
11.3 Betaling med Betalingsservice
11.3.1 Hvis kunden vælger Betalingsservice som betalingsmetode, opkræves hver faktura et betalingsgebyr på 9,75 kr. Gebyret dækker omkostningerne til Nets samt Energiselskabet Elgs omkostninger til håndtering af betalingen.
11.4 Betaling med betalingskort
11.4.1 Hvis kunden vælger kortbetaling som betalingsmetode (herunder gælder også betaling med f.eks. Mobilepay), anmoder Energiselskabet Elg samtidig om kundens samtykke til automatisk afregning af fremtidige opkrævninger fra det angivne betalingskort. Næste rate hæves herefter automatisk fra kundens betalingskort, inden saldoen på kundens konto hos Energiselskabet Elg passerer 0,- Kr. Hvis kunden er tilmeldt månedsbetaling med betalingskort, forbeholder Energiselskabet Elg sig ret til at afregne aconto opkrævningen den sidste bankdag i måneden. Energiselskabet kan afregne på et vilkårligt tidspunkt, hvis kunden kommer i et rykkerforløb.
11.4.2 Det er kundens pligt at sørge for, at sine kortoplysninger altid er opdaterede og korrekte, så en betaling kan gennemføres, når Energiselskabet Elg trækker for en betaling.
11.4.3 Hvis kunden har givet samtykke til, at Energiselskabet Elg må foretage automatiske træk på kundens betalingskort, kan kunden til enhver tid tilbagekalde sin tilladelse til, at Energiselskabet Elg trækker et beløb på kundens betalingskort. I så fald skal kunden dog vælge en anden gyldig betalingsmetode, så kunden ikke risikerer at komme i restance med sine betalinger.
11.4.4 Kunden kan også gøre indsigelse vedrørende ”uautoriserede debiteringer” over for sin kortudbyder, dog senest 8 uger efter debiteringen, medmindre andet fremgår af kundens aftale med kortudbyderen.
11.5 Naturgasprisens opbygning
11.5.1 Kundens naturgaspris består af grundlæggende af 3 dele, (i) betaling for forbrug af naturgas, (ii) betaling for transport af naturgas samt (iii) betaling for offentlige forpligtelser og afgifter:
i. Betaling for forbrug af naturgas: Der afregnes for forbruget til Energiselskabet Elgs indkøbspris + et tillæg for Energiselskabet Elgs leverance af naturgas. (I disse priselementer indgår forbrugsprisen pr. m3 som udgøres af grundlasten, profilomkostningen (kundens faktiske forbrugsmønster) samt Energiselskabet Elgs risikoafdækning.
ii. Betaling for brug af forsyningsnettet: Der afregnes for distributionsselskabets forsyning af naturgas via det kollektive naturgasforsyningsnet og distributionsselskabets udgifter i forbindelse hermed, herunder, men ikke begrænset til: forsyningsnetabonnement, gebyrer og opkrævninger til Energinet.dk for leveringen af net og systemydelser mv.
iii. Betaling for offentlige forpligtelser og afgifter: Der afregnes for gældende takster for offentlige skatter og gebyrer, naturgasafgift og moms, som Energiselskabet Elg er forpligtet til at opkræve på vegne af den danske stat.
11.6 Ændringer
11.6.1 Distributionsselskabet, Energinet.dk og den danske stat kan ændre de gældende satser for naturgasafgifter samt indføre yderligere former for betalinger. Dette vil i givet fald blive viderefaktureret til kunden og derfor have indvirkning på kundens samlede naturgaspris. Sådanne ændringer, der alene følger af ændringer hos distributionsselskabet, Energinet eller den danske stat, varsles i henhold til gældende lovgivning.
12 Sikkerhedsstillelse
12.1 Hvis Energiselskabet Elg har en begrundet forventning om, at der er risiko for tab for Energiselskabet Elg, f.eks. ved forventet manglende betalingsevne eller betalingsvillighed, kan Energiselskabet Elg stille krav til kunden om betryggende sikkerhed for opfyldelse af kundens betalingsforpligtelse i overensstemmelse med de til enhver tid gældende regler.
Energiselskabet Elg kan både stille krav om sikkerhed som vilkår for indgåelse af Aftalen (inden levering påbegyndes) eller som et vilkår for fortsat levering af naturgas. Dette gælder som udgangspunkt også, selvom kunden ikke aktuelt er i restance, hvis Energiselskabet Elg efter en samlet vurdering finder, at der er en begrundet risiko for, at selskabet vil lide tab, hvis der ikke stilles sikkerhed for betalingen til Energiselskabet Elg.
12.2 Energiselskabet Elg kan desuden kræve sikkerhedsstillelse ved dødsfald, begæring om rekonstruktionsbehandling, begæring om konkurs eller indledning af gældssanering medmindre andet er bestemt ved lov.
12.3 Sikkerhedens størrelse må ikke overskride Energiselskabet Elgs risiko i det konkrete tilfælde og kan højst udgøre 5 måneders betaling.
12.4 Kan kunden ikke stille den krævede sikkerhed inden for den fastsatte frist, og stilles sikkerheden fortsat ikke efter påkrav herom fra Energiselskabet Elg, kan Energiselskabet Elg i sidste ende hæve aftalen med kort varsel under hensyntagen til den gældende lovgivning.
12.5 Dette kan i sidste ende resultere i leveranceophør og afbrydelse af naturgasleverancen, hvis kunden ikke har tilmeldt leverancen til en anden naturgasleverandør, indenfor den ved ophævelsen fastlagte frist. Energiselskabet Elgs omkostninger ved afbrydelse som følge af kundens misligholdelse af Aftalen, skal afholdes af kunden.
12.6 Modregning
12.6.1 Energiselskabet Elg er berettiget til at foretage modregning med ethvert forfaldent tilgodehavende og enhver forfalden gæld, som kunden måtte have til Energiselskabet Elg, hvis de efter dansk ret gældende betingelser for modregning er opfyldt.
13 Andre gebyrer
13.1 Gebyrer fra distributionsselskaber
Energiselskabet Elg vil viderefakturere eventuelle gebyrer, som bliver pålagt af kundens distributionsselskab. Her følger en liste over Dansk Energis vejledende standardgebyrer, som det enkelte selskab kan anvende.
Energiselskabet Elg forbeholder sig retten til at viderefakturere gebyrer fra kundens netselskab, også selvom de varierer eller ikke fremgår af listen nedenfor.
| Type | Beløb |
|---|---|
| Aflæsningsbesøg | 500 kr. |
| Lukkebesøg (besøg med henblik på afbrydelse) | 870 kr. |
| Fjernbetjent afbrydelse | 140 kr. |
| Genåbning af naturgasforsyning | 650 kr. |
| Genåbning uden for normal åbningstid | 1.270 kr. |
| Fjernbetjent genåbning | 140 kr. |
| Fjernbetjent genåbning uden for normal åbningstid | 330 kr. |
| Genopsætning og/eller nedtagning af måler | 960 kr. |
| Kontrolmåling ved opsætning af ekstra måler | 1.490 kr. |
| Målerundersøgelse på akkrediteret værksted | 2.210 kr. |
| Målerundersøgelse på stedet | 1.070 kr. |
| Rykker for manglende selvaflæsning | 90 kr. |
| Skønnet aflæsning | 120 kr. |
| Forgæves kørsel | 720 kr. |
| Kontrolbesøg | 830 kr. |
| Målerudskiftning på kundens foranledning | 1.250 kr. |
| Opstart af fogedforretning | 680 kr. |
| Serviceteknikerkørsel ved fogedbesøg | 1.010 kr. |
| Fogedforretning, udkørende | Varierer efter regning |
13.2 Håndteringsgebyrer mv.
Energiselskabet Elg kan desuden opkræve følgende gebyrer for intern håndtering og administration:
| Type | Beløb |
|---|---|
| Åbning af naturgasforsyning | 1.500 kr. |
| Lukkebesøg med henblik på lukning af naturgasforsyning | 1.500 kr. |
| Fogedforretning, udkørende | 1.500 kr. |
| Betalingspåmindelser per stk. | 100 kr. |
| Opsigelsesgebyr | 100 kr. |
| Frikøb af aftale | 800 kr. |
| Oprettelse af afdragsordning | 400 kr. |
| Fraflytning uden varsel | 450 kr. |
| Gebyr ved ekstra udbetaling | 75 kr. |
14 Leveringshindringer (force majeure)
14.1 I tilfælde af force majeure suspenderes Energiselskabet Elg og kundens forpligtelser overfor hinanden i henhold til disse betingelser og/eller særskilt aftale, så længe force majeure-begivenheden består. Force majeure forholdet skal søges overvundet hurtigst muligt. Den berørte part skal straks skriftligt orientere den anden part om forholdet og oplyse om, hvornår det forventes afhjulpet. Force majeure kan bl.a. foreligge, hvis (ikke udtømmende liste):
i. Ekstraordinære naturkræfter, herunder jordskælv, stormflod og isvinter
ii. Samfundsfjendtlige handlinger, herunder krig, borgerlig opstand eller terror
iii. Brande, ildsvåde og hærværk
iv. Epidemier og pandemier samt nedlukning som følge af påbud fra offentlige myndigheder
v. It-manipulation eller andre utilsigtede hændelser, som forårsager it-og kommunikationsnedbrud
vi. Sammenbrud eller skade på naturgasanlæg, der ikke skyldes distributionsselskabets fejl eller forsømmelser
vii. Umulighed med hensyn til at opnå nødvendig arbejdskraft, maskiner, materialer eller underentreprenører.
14.2 Distributionsselskabets afbrydelse af naturgasforsyningen
14.2.1 Energiselskabet Elg kan ophøre med leverancer i perioder, hvor distributionsselskabet afbryder forsyningen. Kunden skal være særlig opmærksom på disse følgende vilkår:
i. Distributionsselskabet kan afbryde forsyningen i tilfælde af nødvendigt arbejde på distributionsnettet.
ii. Kunden skal give distributionsselskabet uhindret adgang til kundens naturgasanlæg, herunder måler og installationer på kundens ejendom i forbindelse med: afprøvning, aflæsning, kontrol, reparationer og udskiftning af anlæg samt i forbindelse med afbrydelse af forsyningen.
iii. På anmodning fra distributionsselskabet skal kunden foretage aflæsning af naturgasmålerne og indsende forbrugsdata til distributionsselskabet. Distributionsselskabet kan til enhver tid foretage kontrolaflæsning.
iv. Hvis naturgasmåleren efter kundens opfattelse måler forkert, skal kunden straks underrette distributionsselskabet.
14.3 Kan Energiselskabet Elg ikke opfylde sine forpligtelser efter Aftalen på grund af, at distributionsselskabet eller Energinet.dk har erklæret force majeure i distributions- og/eller transmissionssystemet, udgør dette forhold tillige force majeure i forholdet mellem Energiselskabet Elg og kunden.
15 Energiselskabet Elgs erstatningsansvar og ansvarsfritagelse
15.1 Energiselskabet Elg kan alene gøres ansvarlig, hvis Energiselskabet Elg har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Energiselskabet Elg er dog ansvarlig iht. dansk rets ufravigelige regler. Medmindre andet følger af ufravigelige regler, kan Energiselskabet Elg ikke gøres ansvarlig for skade eller tab, som skyldes fejl og afbrydelser i distributions- eller transmissionsnettet eller for naturgasleverancens tekniske kvalitet, da disse forhold administreres af distributionsselskabet og er uden for Energiselskabet Elgs kontrol. Hvis kunden oplever problemer med distributions- eller transmissionsnettet eller ved naturgasleverancens tekniske kvalitet, opfordrer Energiselskabet Elg kunden til at kontakte sit lokale distributionsselskab. Du kan finde det distributionsselskab, der driver distributionsnettet i dit område, på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside her: https://www.sik.dk/erhverv/gasinstallationer-og-gasanlaeg/vejledninger/anmeldelser-paa-gasomraadet/tilsyn-gasinstallationer.
15.2 Energiselskabet Elgs samlede erstatningsansvar over for kunden er begrænset til 10.000 kr. for hvert tilfælde, medmindre Energiselskabet Elg er eller bliver pålagt andet ifølge ufravigelig dansk ret eller endelig afgørelse ved domstolene eller et kompetent tvistløsningsorgan.
16 Bindingsperiode og opsigelse
16.1 Bindingsperiode
16.1.1 Aftalen kan opsiges med 1 måneds (30 dage) varsel til udgangen af en måned, dog tidligst når der er gået 5 måneder fra aftalens indgåelse (dvs. når bindingsperioden er udløbet), medmindre andet er aftalt. Når bindingsperioden er udløbet, kan kunden til enhver tid opsige Aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Bindingsperioden udgør sammen med opsigelsesvarslet på 1 måned til udgangen af en måned således den aftaleperiode, der som minimum er aftalt mellem kunden og Energiselskabet Elg.
16.1.2 Kunden har, uafhængigt af bindingsperioden, fortrydelsesret som beskrevet i betingelsernes afsnit 2.2.
16.2 Opsigelse
16.2.1 Kunden og Energiselskabet Elg har indgået en aftale, som er gældende for den aftalte aftaleperiode, jf. ordrebekræftelsen. Aftalen er uopsigelig i aftaleperioden (”bindingsperioden”) som beskrevet ovenfor.
16.2.2 Efter udløb af bindingsperioden kan kunden opsige samarbejdet med et varsel på løbende måned + 1 måned. Opsigelse kan ske ved at rette henvendelse til Energiselskabet Elg via e-mail til kundeservice@energiselskabetelg.dk. Husk at angive, at Aftalen ønskes opsagt.
16.2.3 Energiselskabet Elg kan varsle, at aftalen opsiges efter de regler, der gælder i naturgasforsyningsloven, herunder hvis Energiselskabet Elg har anmodet om sikkerhed, jf. afsnit 12, og denne ikke stilles efter påkrav herom fra Energiselskabet Elg.
16.3 Særligt om opsigelse af naturgasleverancer for ejere
16.3.1 Hvis leveringsaftalen til et aftagenummer (adresse) opsiges, og der ikke foreligger en ny leveringsaftale til dette aftagenummer, vil Energiselskabet Elg uden ugrundet ophold sende en meddelelse herom til ejeren af den ejendom, der forsynes via aftagenummeret.
16.3.2 Ejeren af adressen/aftagenummeret vil herefter få en frist på 5 hverdage, fra meddelelsen er kommet frem, til at sørge for, at der indgås en ny leveringsaftale om naturgasforsyning til aftagenummeret. Hvis der ikke inden udløbet af fristen fastsat af Energiselskabet Elg, jf. ovenfor, er indgået en anden aftale om levering af naturgas fra det tidspunkt, hvor den opsagte aftale udløber, vil Energiselskabet Elg automatisk opretholde levering af naturgas til adressen, og ejeren af adressen vil således indgå en aftale om naturgas-leverance med Energiselskabet Elg om levering af naturgas til den pågældende adresse. Dette skyldes, at Energiselskabet Elg har leveringspligt efter reglerne om leveringspligt i gasforsyningsloven. Meddelelsen fra Energiselskabet Elg vil indeholde oplysning om det tidspunkt, hvorfra ejeren indtræder i den nye naturgas-aftale. Der er ingen bindingsperiode for den pågældende naturgas-aftale og ejeren kan til enhver tid opsige aftalen med 1 måneds varsel til udgangen af en måned.
16.3.3 Ejeren bindes ikke af den nye naturgas-aftale med Energiselskabet Elg, hvis naturgasforsyningen til aftagenummeret på ejerens anmodning er blevet afbrudt inden udløbet af fristen fastsat af Energiselskabet Elg, jf. ovenfor. Hvis ejeren anmoder Energiselskabet Elg om at afbryde naturgasforsyningen til aftagenummeret, videresender Energiselskabet Elg straks anmodningen til det relevante distributionsselskab.
16.4 Kontraktopsigelsesbetaling (ved førtidig opsigelse af Aftalen)
16.4.1 Hvis kunden bryder Aftalen med Energiselskabet Elg, skal denne betale et frikøbsbeløb til Energiselskabet Elg, pr. leverance aftale (aftagenummer), som kunden bryder denne for. Aftalebrud foreligger, når Aftalen opsiges før udløbet af den aftalte aftaleperiode (uopsigelighedsperioden), jf. ordrebekræftelsen. Samt ved manglende opretholdelse af det fastlagte opsigelsesvarsel på løbende måned plus en måned. Aftalebruddet skal dække Energiselskabet Elg direkte økonomiske tab, hvis aftaleperioden ikke løber som aftalt jf. ordrebekræftelsen.
16.5 Ophør og slutafregning
16.5.1 Energiselskabet Elg sender slutafregning til kunden senest 6 uger efter modtagelse af godkendte aflæsninger fra distributionsselskabet.
16.5.2 Tilsvarende sender Energiselskabet Elg flytteafregning til kunden senest 6 uger efter modtagelse af godkendte aflæsninger fra distributionsselskabet på den fraflyttede adresse. Slut- og flytteafregning betragtes som altovervejende hovedregel som endelige saldoopgørelser.
16.5.3 Energiselskabet Elg tager dog forbehold for eventuelle efterkommende korrektioner og/eller reguleringer af det aflæste forbrug, hvis dette fremsendes af kundens distributionsselskab.
16.5.4 Vigtigt! Hvis aftalen om naturgasleverance ophører, herunder hvis kunden opsiger eller fortryder Aftalen om naturgasleverance med Energiselskabet Elg, er det vigtigt, at kunden tilmelder adressen til en ny naturgasleverandør. I modsat fald vil naturgasleverancen i sidste ende ophøre, uden at der er registreret en ny naturgasleverandør til adressen. Hvis Energiselskabet Elg kan se, at der er registreret en anden ejer på adressen (aftagenummeret), vil Energiselskabet Elg følge den anførte varslingsproces.
17 Ændring af betingelserne
17.1 Energiselskabet Elg tager forbehold for prisændringer til dækning af udefrakommende omkostninger forbundet med Energiselskabet Elgs levering af sine ydelser i henhold til Aftalen, såsom
– Afgifter og omkostninger til staten og/eller til distributionsselskaber, banker, postdistributionsselskaber eller lign.
– For at imødekomme inflation (beregnet på basis af indeks 100),
– Ved ændret lovgivning, regulering eller praksis,
– Ved produktændringer,
– For at skabe incitamenter til at reducere energiforbruget eller fremme en mere effektiv kundeadfærd i forbindelse med administrationen af aftalen.
17.2 Ændringerne iværksættes med forudgående varsel i overensstemmelse med gældende lovgivning.
17.3 Energiselskabet Elg forbeholder sig desuden ret til ensidigt at ændre disse leveringsbetingelser og vilkårene i Aftalen, herunder priserne. Ændringer til ugunst for kunden kan indføres af Energiselskabet Elg med 3 måneders varsel. Ønsker kunden ikke at fortsætte Aftalen på de ændrede vilkår, kan kunden opsige Aftalen med virkning fra ændringens ikrafttræden.
18 Kontaktoplysninger
18.1 Hvis du har spørgsmål til dit naturgas-abonnement, er du altid velkommen til at kontakte os via følgende kontaktoplysninger:
Energiselskabet Elg
CVR nr. 43346210
Møllergade 16, 1 sal
5700 Svendborg
kundeservice@energiselskabetelg.dk – +45 89 88 99 79
19 Uoverensstemmelser
19.1 Kundeklager
19.1.1 I henhold til forbrugeraftaleloven, er Energiselskabet Elgs håndtering af klager således:
19.1.2 Hvis en kunde ønsker at klage, så skal kunden sende en mail til Energiselskabet Elg på kundeservice@energiselskabetelg.dk med en begrundelse af klagen og en beskrivelse af de forhold, som kunden er utilfreds med. Energiselskabet Elg vil herefter gennemgå de angivne oplysninger og træffe en beslutning om det videre forløb på baggrund heraf.
19.1.3 Hvis kunden ikke er enig i Energiselskabet Elgs beslutning, kan kunden klage til:
19.1.4 Ankenævnet for Energiområdet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, tlf. 41 71 50 00 eller på mailpost@energianke.dk www.energianke.dk.
19.1.5 Forbrugere med bopæl i et andet EU-land end Danmark, kan klage til EU-Kommissionens online klageportal her – http://ec.europa.eu/odr
19.1.6 Tvister mellem kunden og Energiselskabet Elg afgøres efter dansk ret.